|
Ghana rejser - Det Rytmiske Ghana
13. mar: Afrejse fra København
Afrejse fra København med Lufthansa via Frankfurt. Ankomst om aftenen, hvor det allerede er mørkt – så tæt på Ækvator bliver det mørkt ved sekstiden – så vi kan ikke se meget af Accra denne aften.
Vores turarrangør i Ghana – Marianne Holst – tager imod os i lufthavnen og bringer os til Dutchotel i Nungua – en forstad til Accra.
Overnatning på Dutchotel med morgenmad.
14. mar: Accra
Efter morgenmaden på hotellet er der tid til en tur i swimmingpoolen, inden en briefing om Ghana og tur- programmet.
Derefter kører vi gennem Nungua i bus – frokosten nyder vi på Restaurant Next Door, der ligger ved havet.
Med udsigt over Atlanterhavet nyder vi vores første frokost i Ghana – og vi har sikret os, at der både er helt almindelig europæisk mad samt lidt ghanesisk på bordet.
Vores ghanesiske guide – Adam – slutter sig til os i restauranten, hvorefter han vil vise os Accra. Vi har bedt ham koncentrere sig om Osu, som er den bydel der har flest elementer, der berører Danmarks fortid i Ghana. I Osu ligger Christiansborg, der blev bygget af danskerne som slavefort; men som nu er i brug som regeringssæde. Det er stort set umuligt at få adgang til Christiansborg – men området rummer lidt andre minder om den tid.
Inden vi kører tilbage til hotellet, lægger vi turen omkring et par af de andre store seværdigheder – Independence Square og Nkrumah Mausoleum til minde om Ghanas første præsident.
Overnatning på Dutchotel med halvpension.
15. mar: Cape Coast
Vi tjekker ud fra hotellet efter morgenmaden og kører til Arts Centre for bl.a. at se på produktion af kunsthåndværk samt for at få en bid frokost inden vi fortsætter til Cape Coast.
I Cape Coast checker vi ind på Moree Beach Resort, der vil danne rammen om det meste af tiden i Ghana.
Overnatning på Moree Beach Resort med halvpension.
16. mar: Cape Coast
Efter morgenmaden kører vi til Cape Coast for at se det museum, der bedst viser hvordan slavehandlen fungerede. Men også for at få en fornemmelse af Cape Coast by.
Her findes et marked der sælger alt mellem himmel og jord; der er boder på gaden og gadesælgere med hele varelageret på hovedet. Vi spiser lidt frokost undervejs i løbet af dagen.
Sidst på dagen tager vi til Cape Coast Castle, hvor vi hilser på Okyerema, som har tilholdssted her, og hvor han øver med sit band Twerampon Traditionals.
Gruppen giver os en smagsprøve på det, vi skal lære i de kommende dage, og derefter kører tilbage til hotellet.
Overnatning på Moree Beach Resort med halvpension.
17. mar: Dans
Om morgenen – lige efter morgenmaden – kommer Okyerema til Moree, hvor han og hans folk vil lære os nogle principper for trommemusik og ghanesisk dans.
Vi arbejder sammen med dem ca. tre timer, hvorefter vi sikkert har lyst til et bad inden frokosten bliver serveret.
Eftermiddagen er formentlig ikke optaget af program.
Overnatning på Moree Beach Resort med halvpension.
18. mar: Dans
Dagen starter på samme måde som den foregående med undervisning i dans og trommer. Vi øver os på det vi tidligere har lært, og bliver gradvis bedre og bedre.
Om eftermiddagen er der mulighed for en bytur i Cape Coast.
Overnatning på Moree Beach Resort med halvpension.
19. mar: Mesomagor
Dagen starter med undervisning som den foregående. Lige efter frokost kører vi fra hotellet – en tur på en times tid til Mesomagor i regnskoven.
Mesomagor ligger i udkanten af Kakum National Park, og der vil blive arrangeret en vandretur ind i skoven, inden det bliver mørkt. Når det er mørkt vil vi gøre klar til en overnatning i et ”tree house” – eller rettere på en platform i et træ.
Vi sørger for, at det er så bekvemt som muligt – vi har mad, tæpper mv. med – men det er ikke sikkert man får sovet så meget for regnskoven har mange lyde om natten!
Overnatning i Mesamagors trætoppe med helpension.
20. mar: Kakum National Park
Ved daggry forlader vi natteskjulet og går tilbage til Mesomagor, hvor morgenmaden venter os.
Mens vi spiser, bliver vi underholdt af Mesomagor Bamboo Orchestra, og derefter kører vi en lille tur til Kakum National Park, hvor der vil være mulighed for at opleve en af de få spadsereture i verden, der finder sted i trætoppene!
Kakum er regnskov og i parken er der mulighed for en spadseretur på en lille time på hængebroer fra træ til træ.
Det er en fantastisk oplevelse, men hvis modet svigter, er det muligt at studere det lille uddannelsesmuseum og/eller købe en forfriskning i restauranten, mens de andre går rundt.
Frokosten nyder vi på Hans Cottage halvvejs tilbage til Moree. Denne restaurant er bygget på pæle i en lille kunstig sø, som er boplads for krokodiller. Derefter kører vi tilbage til vores hotel.
Overnatning på Moree Beach Resort med halvpension.
21. mar: Dans, dans, dans
Dagen starter med danseundervisning med Okyerema. Og efter frokost holder vi et velfortjent hvil – så strabadserne fra de to dage i regnskoven kan blive opvejet!
Aftenen foregår på hotellet, hvor Twerammpon Traditionals vil sørge for underholdning med traditionelle sange og danse fra Ghana, mens vi nyder en buffet med forskellige ghanesiske retter.
Overnatning på Moree Beach Resort med halvpension.
22. mar: Dans og Women in Progress
Dagen starter med undervisning i dans og trommer igen. I dag er sidste øve dag før optræden i morgen.
Efter frokost besøger vi Women in Progress, som er en gruppe der hjælper kvinder til at klare hverdagen lidt bedre. De ghanesiske kvinder syr tøj til børn og voksne, som de sælger via Internettet og i en butik i Cape Coast under navnet ”Global Mamas”.
Vi deltager i en workshop, hvor vi får chancen for at lære at lave batik, og får muligheden for at producere en helt privat souvenir.
Overnatning på Moree Beach Resort med halvpension.
23. mar: Optræden
Morgenens program med undervisning er rettet imod en kortvarig optræden lige efter frokost, så vi kan se, hvad vi egentlig har lært af de fem dages undervisning. Det er naturligvis frivilligt om man vil optræde med dans og musik.
Overnatning på Moree Beach Resort med halvpension.
24. mar: Elmina
I dag besøger vi Elmina by og Elmina Castle. Elmina Castle er et af de mest velbevarede historiske forter i Ghana. Elmina ligger på kystvejen ca. 30 minutters kørsel fra Cape Coast.
Overnatning på Moree Beach Resort med halvpension.
25. mar: Accra
Vi kører tilbage til Accra. Efter frokost på hotellet er der mulighed for en
gåtur i byen eller en dukkert i poolen.
Overnatning på Dutchotel med halvpension.
26. mar: Hjemrejse
Vi har valgt at holde dagen fri for programmer. Man kan nå en sidste tur på et af de farverige markeder i Accra eller en tur til stranden.
Vi flyver om aftenen, og vi slutter derfor dagen med at spise aftensmad på hotellet inden vi kører i lufthavnen. Ankomst til København næste morgen.
Pris
Pr. person i delt dobbeltværelse
Kun kr. 18.995,-
Enkeltværelsestillæg
Kr. 1.730,-
Prisen inkluderer
Flybillet København-Accra t/r med Lufthansa
Lufthavnsskatter
Overnatninger som beskrevet
Morgenmad samt frokost inkluderet på hele turen – dog ikke 13. marts.
Helpension den 19. mar.
6 formiddages (3 timer/dag) undervisning i dans og trommer
Transport som beskrevet i programmet
Udflugter som beskrevet i programmet med entreer
Dansk lokal guide
Lokale engelsktalende guider
EU-ansvarsforsikring
Bidrag til Rejsegarantifonden
Prisen inkluderer ikke
Pension som ikke er nævnt
Drikkevarer
Drikkepenge
Afbestillingsforsikring
Rejseforsikring
Visum til Ghana
Vaccinationer
Lommepenge
Forbehold
Rejsen gennemføres ved minimum 12 deltagere. Trafica Tours tager forbehold for ændringer i rejsen samt kurs- og prisændringer, der skyldes forhold, som vi er uden indflydelse på.
Rejsen gennemføres af Trafica Tours i samarbejde med Understanding Culture.
|